onsdag, marts 18, 2009

Mere menneske, mindre mail

At afskrive finanskrisen som et pressebåret problem, er naivt. Krisen er her og i mit arbejde møder jeg flere virksomheder, som har skåret gennem både fedt og muskel og nu står med kniven mod benet. Det presser og stresser organisationerne.

Det er kendt at kommunikationen skal øges; mindre kendt er de fatale fejl, som dårlige medievalg og signalfejl medfører og som let kunne undgås. I en presset tid er der behov for at værne om og styrke den tillid, som er forudsætningen for at kunne komme helskindet igennem krisen. Og, som skrevet tidligere, så består tillid både af viden og følelser … og sidstnævnte kan kun sjældent opbygges gennem e-mail.

Samtidig er der en række andre valg, der smitter af på organisationens aflæsning af situationen. Hvem gør hvad og er der fx indkaldt til særlige møder med usædvanlige repræsentanter? Eller holder man pludselig møderne et andet sted? Alt bliver tolket og jo tyndere informationen er, jo større er muligheden for fejlfortolkninger.

Pointen: Når kommunikation bliver afgørende og rammer følelsesmæssigt ømfindtlige emner, så skal det gøres direkte og ansigt til ansigt; kun det personlige møde gør dig i stand til at aflæse alle signaler og besvare behørigt; derfor: Mere menneske og mindre mail.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Værdilemma's Fan Box fra Facebook

Vaerdilemma on Facebook